Aktiv køling

Ved aktiv køling driver varmepumpens kompressor en køleproces, der flytter varme fra boligen til omgivelserne. Funktionen kræver et anlæg, som er konstrueret til køledrift. Styringen tilpasser køleeffekten efter behovet, og varmen afgives normalt udendørs.

Ved aktiv køling arbejder kompressoren, mens passiv køling typisk udnytter en køligere jordvarmekreds via varmeveksler og cirkulationspumper uden at bruge kompressoren til selve kølingen. Aktiv køling har derfor normalt et højere elforbrug, men kan i passende anlæg levere større køleydelse.

Nogle luft til vand-varmepumper kan køle, men ikke alle. Det kræver, at varmepumpen og styringen understøtter køledrift, og at installationens rør, isolering og varmeafgivere er egnede til lave temperaturer. En almindelig radiatorinstallation er ikke automatisk egnet.

Visse gulvvarmeanlæg kan anvendes til begrænset køling, hvis anlæg og styring er beregnet til formålet. Vandtemperaturen skal holdes over det kritiske dugpunkt for at undgå kondens og fugtskader på gulv og rør. Køleeffekten er normalt mere begrænset end ved egnede ventilatorkonvektorer.

Forbruget afhænger af kølebehovet, udendørstemperaturen, anlæggets effektivitet og driftstiden. Da kompressoren er aktiv, bruger løsningen normalt mere el end passiv køling under sammenlignelige forhold. Et præcist forbrug kræver data om det konkrete anlæg og boligen.

Ja, mange reversible luft til luft-varmepumper kan køle ved at lade kølekredsen flytte varme fra indeluften til udeluften. Funktionen kræver en model med køledrift. Den adskiller sig fra passiv jordkøling, hvor kompressoren normalt ikke bruges til selve kølingen.

Kolde køleflader og vandrør kan danne kondens, når temperaturen kommer under luftens dugpunkt. Derfor skal vandbårne køleanlæg have passende temperaturstyring, isolering og i nogle tilfælde kondensafløb. På luft til luft-anlæg ledes kondens fra indedelen via et afløb efter producentens anvisninger.